Laster...
Laster...
Bogen er Lone Theils debutroman, og det tegner sørme godt for hendes fremtidige forfatterskab. Historien er intens, spændende og nervepirrende. Plottet hænger rigtig flot sammen. En meget imponerende debut.
At forfatteren selv har været journalist og boet i England professionelt er meget tydeligt. Beskrivelsen af London og englændernes måde at være på især overfor danskere bliver flot beskrevet i passager i bogen.
–Bogfidusen
Jentene fra englandsbåten, utgitt i 2021
Veldrejet krimidebut fra danske Lone Theils, som benytter sig dygtigt af alle femikrimi-genrens greb i denne uhyggelige historie om forsvundne piger baseret på virkelig hændelser.
’Pigerne fra Englandsbåden’ handler om den danske journalist Nora Sand, der køber en gammel kuffert hos en marskandiser. I kufferten finder hun en kuvert med billeder af unge piger. På et af dem er der to piger fotograferet i 1980´erne på en dansk færge mellem Esbjerg og Harwich. Nora finder ud af, at de to piger vitterligt er meldt savnede i 1980´erne. En af pigerne på de andre fotografier finder hun afbildet som offer i en bog om seriemordere. Nora konkluderer hurtigt, at pigerne må være blevet myrdet, og mordene kan knyttes til den livstidsdømte William Hickley, der sidder indespærret i et topsikret engelsk fængsel. Nora begynder at researche på historien, og inden længe har hun placeret sig selv midt i orkanens øje af mord og uhygge.
Det er en veldrejet krimidebut, Lone Theils har begået. Bogen bærer præg af Lone Theils baggrund som journalist og London-korrespondent for Politiken. Plottet er gennemtænkt, og siderne vender næsten sig selv, efterhånden som man som læser bliver mere og mere grebet af bogens historie. Lone Theils er tydeligvis fortrolig med genrens virkemidler og skriver med skarpt blik for detaljen og med en udsøgt sans for det makabre.
Bogen låner i sin udformning fra femikrimi-genren, da Lone Theils vælger at introducere Noras gamle gymnasieven, Andreas, som er betjent i Danmark. Andreas vil gerne være mere end venner, og hurtigt bliver forkludringen af Noras følelsesliv også en del af krimiens historie. Lone Theils har givetvis læst dronningerne af femikrimi , Lisa Marklund og Camilla Läckberg. Denne inspirationskilde gør ikke bogens historie og den hverdagsnære skildring af Nora Sand dårligere – tværtimod.
Lone Theils skriver glimrende, og historien udspringer også af en virkelig hændelse, hvor et billede af to forsvundne danske piger i sin tid dukkede op hos en amerikansk seriemorder. Lone Theils har præsteret at bruge den virkelige hændelse som inspiration i sin fængslende debutkrimi på elegant facon. ”Pigerne på Englandsbåden” er en oplagt krimi at tage med på ferie. Jeg vil anbefale den til alle, der elsker en god og velskrevet femikrimi med et uhyggeligt twist.
Originally published by Anne Juul Andersen, Litteratursiden.
–Litteratursiden.dk
Jentene fra englandsbåten, utgitt i 2021
Spændende, men ikke helt troværdig krimi om journalisten Nora Sand, der på samme tid bliver involveret i en sag om en myrdet nigeriansk professor og kidnapningen af en dansk-russisk dreng.
To spor krydser hinanden i ’Heksedrengen’, som er tredje bind om journalisten Nora Sand. En nigeriansk professor, der forsker i terrororganisationen Boko Haram og bortførelser af børn i Nigeria, forsvinder kort efter, Nora har haft et hemmeligt møde med ham på en kirkegård. Dagen efter findes hans maltrakterede lig på kirkegården. Samtid kidnappes den lille Nicholas, som er søn af en dansk realitystjerne og en stenrig russisk oligark, som ligger i skilsmisse og kæmper om forældremyndigheden. Drengen er set sammen med en kvinde i burka, så politiet tænker straks på IS og islamistisk terror. Tilsyneladende har de to sager ikke noget med hinanden at gøre, og politiet prioriterer sagen om kidnapningen af Nicholas.
Nora Sand, der arbejder i London for det danske nyhedsmedium Globalt, bliver bedt om at dække den celebre skilsmissesag og kidnapningen af Nicholas, men gennem gode forbindelser til politiet forsøger hun sig samtidig med sin egen efterforskning af mordet på professoren. Da hun finder ud af, at Nichlas’ mormor har været missionær i Nigeria, aner hun en sammenhæng mellem de to sager.
På det personlige plan kæmper Nora for kærligheden til politimanden Andreas, som bor i Danmark og lige er blevet far til en lille pige, som han har fået sammen med sin ekskæreste. Problemet for Nora er, at Andreas lige nu er mere forelsket i sin lille datter end i hende. Heldigvis for Nora dukker den dejlige Tom op lige på det rette tidspunkt.
Jeg kunne godt rigtig godt lide ’Pigerne fra Englandsbåden’, mens jeg ikke synes, at ’Den blå digters kone’ var på samme niveau, og nu er jeg lidt skuffet over ’Heksedrengen’. For selv om bogen er spændende, så er plottet for utroværdigt, og handlingen kommer til at virke konstrueret og skabelonagtig, og der var flere steder, hvor jeg måtte stoppe op og bladre tilbage. På et tidspunkt møder Nora fx. Nicholas’ mormor i London, men kort efter har hun aldrig set hende og leder hun efter hende i Danmark. Selve historien om Boka Haram, børnebortførelser og de frygtelig sager om heksebørn er så forfærdelige, at de sagtens kunne bære en hel roman. Det kommer desværre til at virke konstrueret, at Nigeria-sporet kædes sammen med en sag om forældremyndighed og kidnapning.
Selv om femikrimien er en lidt udskældt genre, vil jeg alligevel karakterisere ’Heksedrengen’ som en ægte femikrimi, for det er Noras private historie, der står stærkest. Kvindelige læsere kan helt sikkert identificere sig med Noras frustration over, at den dejlige mand, hun mødte, lige efter at han havde forladt sin gamle kæreste, lige havde nået at gøre ekskæresten gravid før bruddet. Hvordan agerer man i den situation?
Lone Theils, der selv har været journalist i London i mange år, kender byen ud og ind, og det er en af bogens styrker. ’Heksedrengen’ slutter som en rigtig cliffhanger, hvor Noras job hænger i en tynd tråd, og selv om bogen skuffer mig, vil jeg give Lone Theils chancen igen, når næste bind om Nora Sand kommer.
–Litteratursiden.dk
Heksegutten, utgitt i 2021